H-Index

H-index, også benævnt Hirsch index (efter opfinderen, fysikeren Jorge E. Hirsch), eller Highly Cited Index, blev introduceret  i 2005. H-index, der i ét tal afspejler en forfatters produktivitet, såvel kvantitativt som kvalitativt, er et alternativ til traditionelle metoder der typisk fokuserer på enten produktivitet eller kvalitet.

Det er ret enkelt at beregne et h-index. Eksempel: Hvis du har et h-index på 9, betyder det således, at dine 9 højst citerede publikationer er blevet citeret mindst 9 gange.

Fordele og ulemper

Beregningsmetoden fungerer bedst inden for sammenlignelige fagdomæner, da det: ligestiller bøger og tidsskrifter; ikke tager højde for forfatterskaber, og da citationspraksis varierer.

En af de vigtigste fordele ved metoden er, at den delvist eliminerer udsving der skyldes at enkelte publikationer er citeret rigtigt mange gange, eller hvis man har mange publikationer med kun få citationer til hver.

Indekset er tænkt som et redskab til at vurdere forskere på nogenlunde samme karrieretrin, men da kun de højst citerede værker tæller med, vil en ældre forsker alt andet lige have et højere H-Index end en yngre.

Hvordan beregner man sit h-index?

H-Index kan enkelt beregnes via Scopus og Web of Science.  Desuden ligger Publish or Perish til grund for den beregning der kan foretages vha. Google Scolar. Der kan således beregnes et forskelligt h-index for den samme person, afhængigt af hvilken base der anvendes.

Eksempel

Two scientists with the same h-index: scientist A with very few highly cited papers and scientist B with many lowly cited papers.

Jorge E. Hirsch's oprindelige artikel:

Hirsch, Jorge E. (2005)
An index to quantify an individual's research output.
http://arxiv.org/PS_cache/physics/pdf/0508/0508025v5.pdf